Side:I cancelliraadens dage.djvu/225

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

en tale om guds barmhjertighed, øvrighedens nidkjærhed og hans majestæts, den allernaadigste konges vise forsorg.

Siden blev der stille ved magazinet, og ingen fler uddelinger fandt sted, skjønt en ny var tillyst til fjortendagen efter. Det var nemlig beliggende i annekset, hvorfor uenighed opstod mellem sognepræsten og kapellan Vamberg, om hvem der tilkom bestyrelsen af det, og kapellanen gav ikke afkald paa en tøddel af sine rettigheder overfor sin foresatte. De to geistlige forsynede døren med hver sin laas og klagede gjensidig over hinanden til amtmand Winterfeldt, der formente, at sagen som et principspørgsmaal af ikke ringe betydenhed burde nøie overveies, erklæringer og continuationserklæringer indhentes, og afgjørelsen udsættes, til det var bragt paa det rene, hvorledes man i andre distrikter havde forholdt sig under lignende omstændigheder. Altsaa blev uddelingerne foreløbig at stanse.

Dette havde pastor Lind tilkjendegivet Palmstrøm og organisten som svar paa deres henvendelse. Præstens hvide haar havde strittet af vrede, han havde klynket og fræset af ærgrelse. Ikke en halvtønde, ikke en pot rug kunde han indrømme. — Nei, det var der ikke mulighed for, saalænge denne misundelige kapellan, denne farisæiske Vamberg ikke blev alvorligen betydet at ophøre med sine forsøg paa at chikanere sin overordnede og sætte splid i menigheden. — Nei, de kunde forlade sig paa det og berette det til hvemsomhelst. — — — Naturligvis uden at gjentage pastorens ord bogstavelig; han udtrykte sig med ligefremhed og oprigtighed til organisten som til den, der ogsaa var knyttet til kirken ved sin stilling. Der var nogen ængstelse hos Lind; thi kapellanen havde i sin ondskab indanket for