sød, men fordi den fyldte saa godt i maven, saa det slemt ud med at faa markerne pløiet og tilsaaet paany. Der manglede hester til plogen og folk til spaden og korn til udsæd. Men alle virkede, det de kunde; myndighederne anstrængte sig til det yderste — endog kornmagazinerne blev nu oprettet. Modet voksede, eftersom vaaren gryede, og paa sæt og vis blev det nødtørftigste arbeide gjort. Og veiret blev efter ønske, saa folk kunde haabe paa det bedste udbytte af det vesle, de havde havt at ofre paa akrene. Men fremmede, som kom til egnen, saa med undring, at lidelserne havde været saa store her; de havde ment, at tilstanden maatte have været forholdsvis bedre end paa andre kanter, og forstandige mænd spaaede, at lang tid vilde trænges, inden den atter vilde vinde sin fordums velstand tilbage.
Vanskelig var det at stille hungeren, mens kornet spirede og modnedes, og farsotten vilde ikke slippe folket, og døden ikke vige fra gaardene, og kirkeklokkerne kimede og klang og sang udover højsommeren: Sulten suger, og sotten slaar — nød i Norge!
Ved Harsjø-osen øverst i Kværndalen var kornmagazinet lagt, forat det kunde være nær ved aasmarken, dér de boede, som mest kunde have brug for understøttelse af det. Bygningen var ikke andet end en gammel udlaave, som var flikket paa, saa den blev tæt for væde. Men der havde været stor stas efter fattig leilighed og megen rørelse blandt den klynge, som havde samlet sig til den første uddeling, da pastor Lind indviede det med
