kobber og sedler. Mellem dem, som blev sat fast, var besynderlig ofte vanvittige drenge, der flakkede om forladt af sine forældre.
Under den mørke kolde vinter, mens nød og kummer herskede, holdt farsotten sit indtog i bygderne. Længe havde den sneget sig omkring i fjelddalene, især østover mod svenskegrænsen, dér den sagdes at ligge igjen efter hæren i otte og ni. — I førstningen var det en overvættes dødelighed blandt barnene. De taalte ikke kosten, blodgang tærede dem hen og pinte dem tildøde. Amtsphysicus Müller talte geskjæftig om «usunde surrogater». Lidt senere brød smitsom feber ud blandt de voksne. Den gik fra grænd til grænd og lagde lig efter sig paa gaardene. Det var stille med julegilder og lag hos bønderne. Selv hos de rigeste, hvor sulten ikke kunde trænge sig ind, og hvor savnet bare saavidt gløttede paa døren, var der tyst i de store stuer og listede kvinderne sig paa hosesokker i gangene; thi sotten og døden lod sig ikke stænge ude.
Men sømmelig i jorden skulde den, som var af bra folk, og de overlevende vilde ikke sætte den skam paa den henfarnes minde, at der skulde være noget at sige paa hans ligfærd, og endog de, som led bitter nød, samlede det gran, de aatte, for at unde en slægtning et pent gravøl.— «Tak, je leve bære væl je, dama,» sagde Jon Bearmand, de spurgte ham, hvordan det stod til. «Je ha vøri i tre gravel denni vikua.»
Og som om ulykkerne ikke allerede var haarde nok, bragte kvægpæst hestene til at styrte i stalden og kjørene i fjøset.
Da aaret lysnede, og da ungerne løb i flæksneen og sankede syljuknop, som de aad, ikke just fordi den var
