drog til raaden eller Hans Dahlbye. Paa Dahlbye var stellet det gamle i det længste, saa en kunde forundre sig over, hvor manden tog det fra, som han sløsede bort. Men ved paasketider sagdes det, at han i byen havde solgt det meste af sit sølvtøi for rug, og at han slagtede besætningen foreinings ned til kjødmad. Det var, som om ulykken hidsede Hans Dahlbye til at overgaa sig selv i letsindig ødselhed. Og liden tak høstede han; ingen syntes igrunden han skyldte den noget, som ikke selv lod til at vyrde sine velgjerninger.
Paa skrivergaarden gik det ordentligere til. Vinteren igjennem var der travel færdsel i dens kjøkken. I førstningen søgte bare husmænd og fattige stakkarer did. Helst i skumringen sad de tæt rundt væggene med smaa sækker og spand, som de gjemte under krakker og stoler. De fik efter sine kaar og efter sin husstand; stort var der ikke til hver, men ligevel saa meget, at de havde mætten for en kort stund, hvis de spædde passelig paa med barkemel og rensdyrmose og den slags. Efterhaanden kom der ogsaa selveiendes folk, som ikke pleiede at klage over armod. Men hvad gagnede det dem, at de havde sølvdalere paa kistebunden, naar der ikke var korn tilfals for penge? Det traf sig, at kakser hængte skræppen paa ryggen og traskede til naboen for at laane mel til en grødgryde eller en brødleiv. Naboen havde det sjelden bedre end han, som vilde laane, og da sneg han sig skamfuld ned til raaden og andre af dem, som han ellers ikke vilde have vendt sig til, fordi de ansaa sig for hans overmænd, og spurgte, om dér kunde være bistand at finde; ikke for sin egen skyld gjorde han det, men for deres, som ventede paa ham hjemme.
