Hovedet til Lars viste sig over randen af graven: «Aa — ofte skjæms dom itte før aa kommaa brændvinslause i taarnet; dom seje, dom ha itte raad.»
Nyeberg mente, det sikkert rev i halsen, det, som netop blev drukket, og der var et graadigt glimt i hans blik.
Graveren forsvandt igjen og tuslede en stund for sig selv. Saa keg han op: Vilde organisten have en slurk kanske? —
«Tak, som byder.» Nyeberg gik hen efter flasken, som blev rakt ham, bøiede sig tilbage og drak dygtig. — «Bi lidt!» raabte Palmstrøm.
«Svensken vil aa ha,» sagde Lars.
Organisten tog flasken fra munden; der var noget som skranglede i den, og han rystede paa den. «Hvad er dette?»
Graveren kneb øinene helt sammen. «Værsgod svenske, om du itte vil forsmaa —»
«Hvad er det, som er paa buteljen?» Palmstrøm granskede den mistænksomt.
Det var ikke farligere stoffet. Han havde bare puttet nedpaa en liden bensplint, det skulde være godt for modsot, og han tænkte Nyebergen kunde trænge det —
Organisten satte sig mat paa ligstenen. Han blev kvalm, og den kolde sved brast frem paa hans pande. «Dit stygge bæst!» skjændte han. Palmstrøm skraslede: «Nei, piske mig, forsmaar jeg ikke drammen din allikevel, om jeg saa ikke havde vanet brændevin før i mit liv.» Graveren lo tørt og greb igjen til spaden.
En gutunge kom springende gjennem kirkegaardsgrinden og skreg: «Bessfar, bessfar! Her æ’n kar fraa Nerlin — — Færda æ ælt hittafør skrivergarda!» En
