«Jeg fortalte dig det, cancelliraad,» hviskede hun.
Han huskede det. En gang havde hun nævnt, hvorledes hun troede, det var fat med sig — en kvæld, hun havde været svært træt og trist og havt dybe, blygraa ringer under øinene. — «Du sagde det bare en gang, og jeg tænkte, du havde taget feil, siden — —»
Hun hulkede, løftede øinene og stirrede forvildet paa ham, og han rev vinduet op som for at faa frisk luft. — Han havde kviet sig for synet af hende og havde hele tiden staaet med ryggen til; nu vendte han sig og saa fast og tungt paa hende. «Jeg maa sende bud efter lensmanden,» sagde han utydelig. «Men jeg behøver kanske ikke lade nogen holde vagt over dig inat. Jeg laaser døren, og du vil vel helst være alene — — Jeg maa sende bud efter lensmanden imorgen. Det er for sent ikvæld.»
Han slog vinduet i og strævede længe med den ene haspe, som han satte paa, for haanden skalv. Hun trykkede igjen ansigtet mod puderne og hørte, at han laaste døren efter sig. Hun laa uden at røre sig, mens gjenskinnet fra solnedgangen svandt, og tusmørket sneg sig ind til hende.
Naboerne ventede faafængt paa, at skrivergaardens madklokke skulde ringe tilkvælds. Den hang stille. Omsider vaagede en sig til at begynde ringningen selv, men de første slag klang usikre og undselige. De andre studsede; saa skyndte de sig ogsaa at ringe. Men den dag aad de kvældvorden en time for sent dér i grænden.
Natten var sort og maaneløs. — Om morgenen drev fint duskregn over fjorden og landet. Lønnetræerne
