Side:I cancelliraadens dage.djvu/210

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

jagu jomfrua telpers aa!» — Hendes magre klør huggede sig fast i jomfruens kjoleliv og sled det op. Julie Nannestad satte i en hvinende jamren og vaklede og styrtede baglængs over en krak, saa hun blev liggende med ryggen mod bordkanten. Hendes særk var vaad foran under brysterne.

«Dér ser du sugga, som grisen aatte!» skreg kjærringen hæst — —

Det underlig stivnede udtryk lagde sig atter over raadens ansigt. Han tog jomfru Nannestad ved armen og reiste hende op. Hun gik med ham gjennem stuen, hvor dugen endnu laa paa spisebordet fra middagen, og til sit værelse. Det var det samme kammers, som hun og moderen havde havt, da de passede huset, før den nye skriver kom — han, som fra hendes barndom af havde været den største og mægtigste, hun vidste.

Hun kastede sig paa sengen. Cancelliraaden stillede sig ved vinduet og saa ud. Bag aaserne paa vestsiden dalede solen i flammende brand. Skyggerne bredte sig mørke over isen; men vandet i raaken langs stranden var som blod. Gjenskinnet fra den straalende himmel faldt stærkt og rødt ind i kammerset.

«Weydahl — hjælp mig! Hjælp mig, Weydahl!» — Hun sad og saa efter ham uden at græde, men hvid af rædsel.

«Jeg maa sende bud efter lensmanden. Jeg kan ikke hjælpe dig stort nu.»

«Aa, hjælp mig — hjælp mig!» tiggede hun igjen og borede hovedet ned i puderne.

«Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, men det er ikke meget. — — Julie, du skulde have fortalt mig det før — før kunde jeg have hjulpet dig.»