Side:I cancelliraadens dage.djvu/205

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Jomfru Nannestad

Vaaren var kommet braat paa folk, og de havde faaet det travelt med at gjøre sig istand til aannen.

Solen glitrede paa sneen, som endnu dækkede skrivergaardens jorder i hældingen mod fjorden. Men nedad lønnealléen silrede smaabækkene over blank holke, og langs veikanten stak torven frem med gult, fjorgammelt græs. Mellem de bare strandsten og den skiddengraa, ufarbare vei var en rende aabent, blaat vand, dér en flok ænder svømmede som sorte prikker.

Cancelliraaden stod bag fjøset og saa paa gjødselen kjøres ud. Han havde brættet hatteskyggen ned og knyttet et uldtørklæde om halsen, for det blaaste skarpt, saa brask og halmstraa dansede i vinden. Den vide, langdskjødede vadmelsfrakke naaede til kraven paa hans støvler. Overkroppen tog paa at blive for svær for benene, og han støttede sig til en sølvknappet stok.

Han var grætten og i daarligt lune. Den forbandede Palmstrøm, som han af sine grunde havde baaret over med i længste laget og mer end det, havde øvet den streg at stjæle blegelærredet fra majorinde Brager. Det maatte være Palmstrøm, baade fordi frækheden lignede ham, og fordi han var seet snusende omkring Emilienberg i skumringen. Dette var for drøit. Fuglen skulde nappes denne gangen, især da lensmanden havde udtalt sin mistanke i uforblommede ord.