færdig, smældte den andens svøbe, hesten skjød forbi i fuldt firsprang, og lensmanden blev siddende igjen og stirre efter ham. Han puttede klokken tilbage i vestelommen, strøg betænksomt et næsedryp bort med lovaatten og smaalo: Saa, pastoren var efter udseendet at dømme ikke reist fra cancelliraaden før inat —
Blakken ruslede videre. Det havde ingen hast for justitsens haandlanger; kanaljerne i Vestbyaasen sov om søndagen, saa syndede de da ikke i helgen.
Tæt ved kirken laa klokkerboligen, hvor præsten altid tog ind, naar der var messe i annekset. I kjøkkenet solgte konen kaffe til almuen til en pris af en kobber-toskilling for koppen. Den forretning havde ikke lønnet sig rart i det sidste; kirkesøgningen blev mindre og mindre aar for aar. — Inde paa stuen pleiede præsten at iføre sig ornatet, da det var altfor koldt og uhyggeligt i sakristiet, og at modtage dem, som havde noget at afhandle, før tjenesten begyndte.
Omkring vangen havde hver større gaard sin stald, i den satte gaardbrugeren hest og kjørdoning fra sig under messen. Staldene var tømmerskur, byggede i række og rad og aabne paa den side, som vendte mod kirken. Det lod ikke til at være mange folk idag; der var neppe et halvt snes hester.
Ved præstens komme havde det alt ringt første gang. Klokker Haagensen stod liden og tyk i døren til sit hus, modtog vadsækken med kjolen og kraven af skydsgutten og bar den ærbødig efter sin overordnede ind i stuen. Den var liden og trykkende varm, og ovnen var glohed. Skjønt kjøreturen havde kvikket præsten op efter ugens svir, følte han sig uvel, og han blev kvalm
