Pastor Lind kjørte til annekset søndag morgen. Gjennem et skogsnar, dér sneen bøiede bartræernes grene, førte veien brat opover. Haaken sad bag paa og smaaduppede, endnu ikke rigtig udsovet; præsten styrede selv tømmerne. Det gik traat, indtil de naaede høiden, og skogen sluttede. — Saa strakte sig til begge sider langsomt skraanende bakker og brede jorder. De hvide flader skinnede og glitrede i formiddagssolen. Af skigarden stak bare staurene frem og kastede blaa skygger henover sneen. Hist og her var klynger af rimfrossen bjørk. Paa bakkekammene laa gaardene store og tunge, med graasorte, svære udhus rundt om hovedbygningerne. Overalt steg piberøgen ret op i den stille luft. Øverst stod aaserne med mørk og tagget granskog mod den lyse, frostklare himmel. Det syntes snart, at annekset kanske var den rigeste del af bygden.
Præsten keg forud langs hesten. Nede i dalsøkken agede en skyds sagtelig afsted med en enslig klingende bjelde. Nu saa han ryggen og luen til manden i slæden. Jo—jo —, det var lensmanden. Han slog paa for at tage ham igjen, og det bar strygende udfor.
Lensmanden ryggede hesten til høire for at lade dem passere forbi, men præsten sagtnede farten jemte med ham.
