var der ingen, som vidste om. Men den skulde ligge nedenunder Hersethøgda, og der skulde være en stor rødmalet laave. De forstod da, at det var Titut, hun mente, og tede hende veien did, og skydskjærren rullede videre.
Det var Anne Cathrine Bühring. I forventningen om at træffe Iver havde hun pyntet sig med sin bedste stas, det lyserøde silketørklæde og de hvide atlaskes sko efter moderen, dem hun havde havt paa, da hun stod for præsten.
Hun kom til Titut og steg af kjærren og saa sig om. Tæt ved en liden rødmalet laave var en lav, graa stuebygning. Folk var ikke at se, men hun hørte nogen hugge ved i skaalen. Hun aabnede grinden og traadte ind i stuen. Der sad en høi, gammel kone bortved peisen, og hende spurgte hun, om Iver Tollefsen var hjemme. Jo, han var nok det. Konen stirrede undrende paa hende, bad hende værsgod sidde og gik ud. Om lidt kom en kar ind. Han var i lappede bukser og skjorteærmer, uraget og dygtig svedt efter vedhuggingen.
Det var krigsmanden. Hun sansede ikke, at den gilde uniformen var væk. Det var ham, som hun havde længtet efter og ventet paa, og som han stod der stærk og tungvint og halvt ræd hende, strøg næverne langs laarene og forfjamset ønskede, at han havde havt søndagsbukserne paa, følte hun bare trang til at tage ham om halsen og takke ham, fordi han var i live. Men med ét fór det skræmmende og isnende gjennem hende: Kanske han helst vilde, du ikke skulde være kommet. Og hun aarkede ikke tale og ikke røre sig af flækken, mens det svimrede for hendes øine.
Han flyttede forlegent foden og stammede: «Je tænkte — je vidste, her va itte slekk, du trudde — aassaa
