Side:I cancelliraadens dage.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


«Ja—a—,» han blev siddende med halvaaben mund. «Dersom det gik an — — Men kammerraaden vil vel ikke det —»

Hun smilte lystig: «Pyt san, far vil ingenting han, og naar jomfru Damman bliver igjen her hos ham — Men du skal ikke kalde mig jomfru nu. Jeg heder Anne Cathrine, og jeg kalder dig Iver og du mig Thrine.»

«Ja, den tid den sorg,» sagde han og skimtede i et øiebliks drøm alt det, en korporal kan drive det til i krigen, baade løitnant og major og keiser af Frankrig. «Vil du, saa vil jeg, kan du skjønne; men det kan nu ikke blive af, før svensken bliver fredelig af sig.»

Hun vilde vide, hvor han var fra, og han nævnte bygden, og at gaarden hans laa nedenunder Hersethøgda.

«Hvad heder gaarden din?» — For Iver Tollefsens tanke fremmanedes Titut-stuen med kaalhagen udenfor, dér gamle mor hans stullede og stelte og plukkede kaalhoderne rene for mark i sommertiden. «Seud,» svarede han og trak paa ordet.

«Er den stor?»

«Den er ikke af de største —»

«Er det likere huser dér end her?»

Han glante opover bakken: «Der er en dugelig rødmalet laave.»

Han blev helt let om hjertet, da hun tog til at snakke om noget andet og bad ham love sikkert, sikkert at komme igjen, naar der blev fred med svensken, og aldrig gifte sig med nogen anden før. Det lovede han, og det bedyrede han, og hun kyssede ham, og hun græd og hun lo. Men saa hørte de jomfru Damman raabe efter hende fra huset, og hun lagde paa sprang opover bakken,