sabelen raslende efter sig oppe paa bakkekammen. Omsider fik han kig paa den sammensunkne skikkelse paa akerrænden og strøg nedover. Hun mærkede hans komme og tørrede øinene, men reiste sig ikke. Han satte sig ved siden af hende.
«Vi skal marschere imorgen, jomfru —»
«Jeg har hørt det,» svarede hun og stirrede fortvilet paa en mørkerød aasp lige foran dem. De var tause en lang stund. Hun fingrede forlegent ved gehænget paa hans sabel.
«Vi skal sørover — de siger, det skal blive slag snart.»
Hun slap pludselig gehænget og skjulte ansigtet med hænderne, og taarerne trængte sig atter frem og dryppede én for én mellem hendes fingre.
«Hvorfor græder De, jomfru?» spurgte han; stemmen var utydelig.
«Om nogen hug dig, krigsmand —» hikstede hun og lænede sig rent overgit mod hans skulder. Han tog hende ind til sig, varlig som én løfter en fugleunge, og prøvede at trøste hende. «Det er ikke saa let en sag det, kjære jomfru. Jeg skal nok berge mig.»
Hun tog hænderne fra ansigtet og lagde i angst armene om halsen paa ham «Aa, at du skal reise, krigsmand! —»
«Det maa saa være. I kongens tjeneste faar hver mand lystre. Men jeg kommer nok igjen.»
«Aa, bare det var alvor, aa bare du gjorde!»
Hun trykkede sig ind til ham, og han kyssede hende, og hun skalv i armene paa ham.
«Og saa skal du aldrig reise fra mig. Jeg vil gifte mig med dig,» sagde hun og kyssede ham igjen.
