livs vigtigste begivenheder, at hun var blevet konfirmeret ifjor, og at jomfru Damman havde lært hende, fordi der var saa slem vei til præsten, saa hun slap med at møde hos ham et par ganger, før hun stod paa kirkegulvet, og at hendes onkel boede i Fredriksstad, og ham skulde hun besøge; men det blev der vist aldrig noget af, for det var en lang og meget bekostelig reise, og det var saa vanskeligt at faa kammerraadens pension til at strække til i denne dyre tid, da pengene ingenting var værdt.
Om morgenen, naar hun klædte sig, tænkte hun paa, at krigsmanden var svært vakker og vist stærk som en bjørn, og engang han blev borte hele døgnet rundt, eftersom han havde vagt, laa hun vaagen og lyttede efter hestetrampen, indtil hun begyndte at græde til jomfru Dammans store skræk og maatte sige, hun havde ondt for brystet — det syntes hende altfor leit at sige, hvad hun virkelig græd for.
En søndag eftermiddag sagde jomfru Damman glædestraalende til hende, at imorgen skulde de blive indkvarteringen kvit; tropperne skulde bryde op, og de militære drage sin kos.
«Kommandanten ogsaa!» fór det ud af hende, og hun blev underlig bleg og skjælven i det samme.
«Jeg mener, jeg —» sagde jomfruen og stirrede paa hende med runde, forbausede øine.
Hun blev skamfuld og løb sin vei ud af stuen og nedover bakken. Der kastede hun sig paa en akerrænd og blev siddende stille, mens solen sank bagom aaserne, og skyggerne lagde sig mørke over al dalen og skogen. Da græd hun, som hjertet skulde briste.
Men korporalen vandrede i fuld uniform og med
