Ind kommer jomfru Damman, blussende af kjøkkenvarmen og saa svær, at gulvet ryster under hendes skridt. «Aa, kjære dig — jeg, som rent havde glemt kammerraaden, stakkar! Naar én har saa mye at staa i, at —. Kom naa, kammerraad.» Hun hjælper ham op og tager ham under armen, og saa stavrer de mod døren. «Det finds inte greie paa nogen af jentene mere. Gud bevare mig, tror jeg inte, dem inte undser sig og alt leker kjærest med soldaterene» — — —
Den unge pige gaar ud paa bakken og stiller sig op foran krigsmanden og ser forskende paa ham. Han stanser og hilser stramt med haanden til czakoen.
«Hvorfor hilser du nu igjen? Du har ofte hilst paa mig før idag,» siger hun. Hendes røst er usædvanlig dyp og sløret af en let hæshed.
Han svarer ikke, ler forlegent, og næven famler nedmed siden efter en lomme at gjemme sig i.
«Skal du gaa i krigen, krigsmand ?»
«Det er vel i krigen, jeg er nu, jomfru; men ellers heder jeg ikke krigsmand.» Han smaaler, og det krænker hende.
«Saa klog er jeg før. Jeg kaldte dig det bare, fordi jeg ikke vidste, om du er gemen eller kommandant, og man skal enten bruge folks rette titulatur eller kalde dem noget andet, har jomfru Damman sagt. Hvad heder du da?»
Han strammer sig op ved irettesættelsen og afleverer ordene som en melding: «Iver Tollefsen.»
«Kan du svare ordentlig da? Skal du gaa i krigen og slaas med fienderne, og er du gemen eller kommandant?»
Han forstaar, hvad hun mener, men finder det ikke
