dirrede af raseri. I nattestilheden sneg det sig overvældende ind paa ham, at her skulde han ende sine dage, henleve resten af sit liv. Større og mægtigere havde han seet fremtiden for sig for kun faa maaneder siden. Høiere havde han da kunnet sætte sine haab end at ende som en landsens skriver i Norge. Han bøiede sig i kvide under forudfølelsen af det uvirksomhedens og tomhedens liv, han her var fordømt til.
Saa lo han kort og indædt. Aa nei — han, klokkersønnen fra Romerike, fik nu vel være fornøiet med det, han havde bragt det til. Stod han ikke her i besiddelse af et af fødelandets bedste embeder? Han fik være glad til og takke den, som tak skulde have. Ja, takke, ja — den som reddede ham fra det med frelst skind og ære, da han gik med for tunge skridt over glatte gulve.
Han lo igjen.
Ensteds i huset tog et ur til at slaa. Slagene gjenlød med syngende klang gjennem de øde rum.
Han vendte sig og gik tilbage til stuen, slukkede talglysene paa bordet og aabnede døren til soveværelset. Det var lummert og kvalmt derinde; madame Nannestad havde nok rømmet sit eget sengkammers for hans skyld.
Lang tid blev ikke cancelliraaden rolig i bygden dengang. Han besøgte bare procurator Høegh paa Gihle,
som bestyrede embedet. Derpaa fór han, neppe ugesdagen
efter han var kommet, sydover til byen igjen,
