Næste kvæld sidder kammerraaden paa sofaen og lægger kabal som vanlig. Der brænder et talglys i en messingstage paa bordet foran ham. Han er iført en rødblomstret slobrok og tøfler og har natlue paa. I nakken stikker hvide haartjavser frem under den, men forhovedet er skaldet og blankt. Ansigtet er rynket og gustent, det ene øielaag lammet og kan neppe løftes. Mens han mimrer og mumler med den tandløse mund, som hænger skjævt og slapt ned til den ene side, slipper de rystende hænder kortene fra sig ét for ét.
«Spader ni — aa jaja — — ruderknægt, næ, gaar vist ikke — hjerter fem, høh — gaar. Non — cela ne va pas — esset, se, se! — ça ira, ça ira. — — — Humm, næ, næ, bie nu, bie nu —» Og han sutrer som et lidet barn.
Ret overfor ham sidder datteren og sysler med sit sytøi uden at agte paa hans snak. Hun har idag kastet et lyserødt silketørklæde over skuldrene. Gjennem det gardinløse vindu stirrer hun ud i den blaa skumring.
Paa tunet vandrer krigsmanden høi og rank frem og tilbage, frem og tilbage. Jomfru Damman rumsterer i kjøkkenet og har det travelt. Krigsmanden havde havt tre til i sit følge, og der er indkvartering paa gaarden.
«Nei, nei, næ — gaar ikke, gaar ikke, næ — spaderdamen paa knægten, den forbandede taske! Humm! — — rien ne va plus — ak, næi!» Kammerraaden klasker haabløst kortene sammen og ser sløvt mismodig paa datteren og gjør mine til at reise sig.
«Far, bliv bare siddende, nu kommer jomfru Damman straks.» Nænsomt trykker hun den føielige gamle ned i sofaen igjen, gaar til døren og kalder: «Stina! Far er træt og vil i seng —»
