Det er langt borte mod svenskegrænsen.
Ude paa trammen foran et svært, gammeldags hus med brune, sprukne bjælkevægger sidder en ung pige og syr. Hun har rudet værkenskjole, noget udskaaret i brystet, og hun er spædlemmet og liden, men barmen fyldig og hvælvet. Halsen er lang, hagen kort og rund; munden synes mindre, end den er, da læberne er tynde og deres farve mat. Næsen gaar ret og skarpt ned fra den høie, smale pande, som til begge sider skjules af det rødlig blonde haar; trods omhyggelig glatning kruser det sig let, ved tindingerne, og i nakken er det knyttet op i en tung knude. Der er noget blodløst og blegt ved hende som hos et barn, der har savnet sol og dagens lys. Hun bøier hovedet, og for hvert sting løfter hun naalen og trækker traaden forsigtig, som om arbeidet var hende vanskeligt og nyt.
Gangdøren staar aaben, og inde fra stuen høres en langsom, mumlende stemme, af og til skriger den i, saa klynker den sagte. Hun agter ikke paa det, hun er saa vant til denne mumlen. Det er hendes fader, som lægger kabal, og da snakker han allid med sig selv, for han er ikke rigtig i sit hoved, som jomfru Damman, husholdersken, siger. Og han har lagt kabal i saa mange aar, har kammerraad Bühring, saalænge datteren mindes.
