Side:I cancelliraadens dage.djvu/163

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

men bukker de under, vil den norske nation opløses. Og vi faar tillige haabe, at de ikke reiser sig for snart; thi da vil det ikke alene gaa ud over os, men over hele vort fødeland.

Naar opgjøret skal holdes, vil De og Winterfeldt og jeg og alle vore lige tillægges en tung byrde af ansvar for det, som sker og vil komme til at ske — —»

Weydahl sluttede braat og ludede sig forover. Noget hindrede ham fra at fortsætte.

«Cancelliraaden tager opsætsige bønder i forsvar, kunde jeg være tilbøielig til at uttrykke mig,» sagde Lehmann.

«Weydahl saa paa ham: Blodet er altid tykkere end vand, og jeg er selv udgaaet fra en landsens æt —»

«Ogsaa hr. cancelliraaden er muligens odelsbonde?» spurgte Lehmann spidst.

«Nei desværre, jeg er bare klokkersønnen, som har skubbet sig op igjennem og op over storbøndernes tætte flok — og bærer mærker af det,» svarede cancelliraaden sagtmodig, næsten mildt.

Høegh havde været fortabt i stum undren over Weydahl; slig havde han aldrig seet sin ven. Han var ilde tilmode. «Skal vi ikke lægge os?» foreslog han igjen. — Lehmann og han delte værelse, og de gik ud sammen, cancelliraaden ænsede dem ikke.

Fogden blev staaende. Den graa trøie hang løst om hans afmagrede, udslidte krop. Det sygelige, furede ansigt var sorgfuldt. Han rakte haanden ud: «Godnat, Weydahl.»

Cancelliraaden tog den og holdt den: «Godnat, Jespersen. — — Tror du — mener du . . . . Der var begivenheder i Envold Falsens liv, mørke punkter . . . tror du,