spørge, om cancelliraaden vilde tage tiltakke, og tilføiede, at der var redt seng til ham i kammerset ved siden af, og om der var mere, han havde at befale.
Han nikkede og takkede med dyb, lidt hæs stemme. Det var ikke mer han vilde, og madamen trak sig atter tilbage fulgt af den trippende jentunge.
Cancelliraaden tog for sig af maden som en skrubsulten mand, smagte tilsidst prøvende paa det hjembryggede øl i trækanden og tømte den saa helt. Da han var færdig, gik han ud af stuen, som for at se sig om i huset. Han steg op ad trappen til anden etage, skred gjennem et par tomme værelser og ind paa en stor sal, som rak tværsover den ene ende af bygningen. Den havde paa hver side mange vinduer med smaa ruder. Han stansede ved et af vinduerne mod fjorden og stod længe og stirrede ud.
Lysningen i vest var blegnet og himlen jevnt graalig, som om det trak op til regn. I syd sænkede sig mod vandet en aasryg med mørk naaleskog isprængt med lysere flækker af løvtrær. Den endte i et næs med lang, bar strand. Ret for skraanede grønne akre nedover, gjennemskaaret af lønnealléen, som fortsattes fra den anden side af gaarden. Mod nord løp akrene over i lave bakker med birkekrat. Bagom det saa han kirkens hvide mure med det høie taarnspir; det tegnede sig som en sort skygge mod den graa himmel. Fjorden laa blank og stille. Hinsides den hævede sig skogvokste lier med hus og dyrkede marker hist og her nedenunder.
Cancelliraaden stod længe og stirrede udover egnen. Saa knyttede han pludselig næverne mod den. Ansigtet fortrak sig, han skar tænder. Den svære mand
