Cancelliraaden traadte frem og hævede sit glas: «Etatsraad Envold de Falsens minde!» sagde han, og hans ord klang dumpt i den store sal. De drak i taushed.
Fra gangen hørtes drukkent spektakel fra kontoristerne og opvarterkonerne, til dem nyheden endnu ikke var naaet. Der blev hysset paa dem.
Det havde gjæret i procurator Lehmann. Visselig var det ikke hykleri af disse mennesker, at de var grebet af sørgebudskabet — det skjønte han. Dog, amtmand Winterfeldt havde sat ham ind i sagerne, og han syntes, de tilstedeværende bønder maatte have meget at bebreide sig med hensyn til mangel paa patriotisk aand og iver. Øieblikket maatte være inde til at foreholde dem dette, mens de var under det friske indtryk af den sande fædrelandsvens bortgang.
Han talte med høi røst og i veltalende ordelag, reves med selv ved sin skildring af Envold de Falsen, og det forekom ham, at han gjorde en særdeles vellykket overgang, da han sagde: Hvad kan vi ikke lære af dette skjønne eksempel, af denne ægte og store patriots liv og virken? Hvad kan vi ikke have at blues over, naar vi tænker paa, hvorledes vor efterladenhed kan have bidraget til at nedbøie hans sjæl? — Han vilde dvæle ved, hvad han fra sikreste kilde havde erfaret om den manglende borgeraand i denne af naturen saa rigt velsignede egn, og opfordrede dens indvaanere til at bestræbe sig for at indhente det, som de havde forsømt. — Med glød og kraft revsede han, at de bedste korngaardes eiere i dette Norges kornkammer ofte end ikke havde tegnet sig for det mindste, da der indbødes til frivillige ydelser til hærens proviantering. Lidet mon-
