skabet om den fortvilende Envold Falsens død lagde Norges fortvilede stilling frem for deres syn og jog rusen væk fra dem.
Da faldt fogden sammen i krampegraad og skjulte ansigtet i sine hænder. Han havde kun flygtig kjendt den afdøde og aldrig staaet ham personlig nær. Men noget — det var hændt for faa maaneder tilbage — voksede nu for ham op til en begivenhed, som fyldte ham med selvanklage. Han bildte sig ind at have gjort sit til at forbitre Falsens sidste dage. Han fortalte, saa godt han aarkede: Regjeringskommissionen havde til militære øiemed anvist betydelige forskud paa fogedkassen, og da anvisningen ikke kunde effectueres, bebreidet ham, at han gik for sløvt tilværks med skatteinddrivningen. Jespersen havde saa i en yderst uærbødig skrivelse afvist dadelen som ubeføiet og uforstandig. Envold Falsen returnerede brevet med den egenhændige paategning, at da han ansaa det for upassende baade for en embedsmand at afsende et saadant brev og for hans midlertidige overordnede, regjeringskommissionen, uden videre at modtage det, vilde han betragte det som uskrevet. Forøvrig bad han fogden meget om tilgivelse for den uret, han i et overilet øieblik maaske havde tilføiet ham, og bad ham tillige betænke, at kommissionens medlemmer havde et overvældende vanskeligt hverv.
«Har I seet sligt!» klagede fogden. «Jeg skammede mig som en hund, som det asen jeg er over, at jeg ikke selv havde kunnet forstaa saa pas — over, at jeg havde kunnet saare og krænke den, som var bedre end nogen af os, det ædleste hjerte og det mest fintfølende sind! Fanden gale mig!»
Han fattede sig langsomt og med møie.
