skabsfuldt af ham. Lehmann tog sig kraftig sammen, satte sig værdig op i stolen og spurgte cancelliraaden, om det ikke var paa tide at begive sig tilsengs. De skulde tidlig ud at kjøre imorgen.
Weydahl svarede kort, de havde det hyggelig. Han havde ikke snakket stort, men drukket tæt, sad med armene overkors, og det var som han lyttede til sangen og larmen langt borte fra.
Klyngen af kvinder i døren delte sig og gjorde plads for nogen, som trængte sig gjennem, og lensmanden saa op, fordi én bankede ham paa akselen. «Er det dig, Martin, gutten min?» spurgte han med uklart mæle og lidt forbauset over, at søstersønnen kom tilbage. «Du syntes vel, det var ensomt i kvarteret? Kjedede dig vel? Det var rigtig. Sæt dig — skaal!»
«Det var ikke det,» sagde løitnant Bangsberg. «Men jeg fandt brev fra byen hjemme — og en efterretning, som jeg tænkte . . . . . som jeg vil overbringe straks.»
Støien tysnede. Den unge officers stemme skalv. Han var ganske betaget af sin efterretning.
«Hvad er det?» sagde cancelliraaden og vaagnede til.
Spørgsmaal om krigen, nyt slag, Augustenborgeren og Napoleon lød om hinanden. Løitnanten blev forlegen og satte sig halvt paa skranken. Ætatsraad Falsen er død,» sagde han lavt og hurtig. Før spørgsmaalene atter kunde blusse op, fortsatte han: «Han har berøvet sig selv livet. Gik fra theatret om kvelden og druknede sig i Bjørvigen. Han var syg af overanstrengelse og sorger og mistvivlede om fædrelandets redning —»
De reiste sig og stirrede paa ham, spændt og skræmt. Ingen mands navn havde været mere agtet og kjært blandt dem, siden krigen og dens ulykker kom, og bud-
