foreslog Lehmann, at man skulde synge «For Norge, kjæmpers fødeland». De stod alle op med glas i haand. Men Høegh og bønderne bare brummede melodien, fogden slog taus takten, cancelliraaden rørte ikke læberne, og Lehmann blev alene om at synge, indtil den læspende kontorist, som var blevet overstadig, stemte saa skingrende i med, at fogden i forskrækkelse raabte: «Hold da kjæft, Jensen!» Og det endte med almen jubel, hvorunder kontoristerne forsvandt.
Men forsøget havde dog løftet stemningen og løsnet tungebaandene. Den ene tale fulgte paa den anden: for cancelliraaden, for fogden, for Norges driftige kjøbstæder adresseret til Lehmann, for den norske bonde og mange, mange flere. Glassene tog til at ryste i ustø næver, punschen at spildes over bordpladerne og kortene at blive vaade og ubrugelige. Og i den sky af tobaksrøg, som indhyllede forsamlingen, smeltede dens skilte elementer snart sammen. Øvrigheden forlod sin plads, man bænkede sig om bøndernes rummelige bord og skaalede og drak endrægtigen. Talerne afløstes af historier, de fædrelandske sange af skjæmteviser, og for hver ny melodi blev koret fyldigere.
Der blev gløttet paa døren. Saa blev den aabnet helt, og udenfor paa gangen viste sig madamen, over hvis brede skuldre tjenestjenternes aasyn tittede ind paa de glade gjæster. Hun struttede af stolthed ved at se Erik sidde kjærlig omslynget af fogdens arm.
Folkene, væggene, hele salen bølgede i skiftende taager for Lehmann, han blev mildt forsonlig tilmode. Men midt i et vers stoppede han. Lige overfor sig saa han et blegt ansigt fortrække sig til en spottende grimase. Det var Hans Dahlbye, som flirte koldt og ond-
