Krogsti var en mangesidig mand, til hvis færdigheder det hørte at reparere sine kjendingers ur og briller og desligeste. Han holdt op at blaase i piberøret og nærmede sig vraltende og hjulbenet: «Deres velædelhed maa tilgive mig, men som jeg før har tilladt mig at forklare, de brukne stænger kan ikke heles uden ved lodning, og paa grund af krigen har de til lodningen fornødne species ikke været at erholde, end ikke i Christiania.»
«Mine arme øine lider sandelig under krigen,» mumlede fogden.
«Paa den vis maa jo ogsaa denne landsdel lide — nemlig gjennem en af sine embedsmænd,» sagde Lehmann sarkastisk.
«Jeg skulde mene, den har lidt nok ellers.» Fogden ventede grættent paa næste udspil.
«De talte nylig selv, hr. foged, om de stigende kornpriser, om krigen som aarsag til fortjeneste for befolkningen heroppe — —»
Jespersen bladede mysende i sine kort. «Aaja, kornpriserne har vel steget — desværre, for den, som ikke er gaardbruger — men . . . Hvad er det for én?» spurgte han og trak udspillet til sig.
«Rudersyv er lagt,» oplyste cancelliraaden.
«Fanden gale mig!» fór pludselig fogden op, «har ikke vi embedsmænd lidt nok i hvert fald!» Og han lagde ud om alt, hvad han i det sidste havde havt at staa i. De gamle forretninger øgedes, intet gik paa den regelmæssige maade — bare det evindelige plynder og kluds med skatteinddrivelserne fordoblede næsten antallet af ekspeditionerne. Dertil den uoverkommelige mængde af extraordinære foranstaltninger — oprettelse
