Vel en maanedstid før jul var det og i en af distriktets søndre bygder. Omkring en stor vik af fjorden, som her var bredere — over en mil bred — videde slettelandet sig ud. Saa hævede det sig i runde bakker opad mod lave aaser, og til aasryggene var skogen trængt tilbage. Men hist og her skilte lund og snar de tætbygde grænder.
Det var kvæld. Fjorden laa gjemt af frosttaagen, som bølgede sølvhvid under fuldmaanen; den hang høit over de fjerne fjeld paa vestsiden. Et tyndt snelag dækkede markerne, næsten ikke mer end rim, og veiene slyngede sig bare og sorte fra gaard til gaard. Føret var elendigt. Ikke saasnart var ordentlig sne faldt, saa var den skyllet væk af regn og slud. Nu lod det alligevel til, at vinterkulden var kommet for alvor, og at der kunde vare haab om, at sneen vilde blive liggende paa den haardfrosne jord.
Langs aaserne dæmrede svagt nordlys, af og til flimrende op i blaalige straaler, men blegnende for maaneglansen.
Det var tyst paa gaardene. Nogen faa steder skinnede rødt skjær fra et enkelt vindu.
Men paa lensmandsgaarden midt i bygden lyste det festlig baade fra kjøkken og stue og sal. Dér holdtes
