Alle bygdens conditionerede blev indbudt. Derimod af brudgommens slægt kun hans forældre.
Majorinden og procuratormadamen vilde først ikke reise til det gjæstebud, og da troede amtsphysicus Müller og hans kone, de heller ikke vilde. Da det bragtes procuratoren for øre, blev han harm paa gamle Tebetmanns vegne og talte et lidet ord med sin madame. Og ikke det alene; han kjørte om til de mest anseede og fik dem til at love sig at komme. Blandt dem ogsaa cancelliraaden, som ellers sjelden var i store lag. Saa gav majorinden sig ogsaa, og efterat vielsen, som blev forrettet hjemme paa gaarden, og middagen var over, dansede hun i de guldbroderede sko, hun havde anskaffet til Jomfru Tebetmanns bryllup. Det lod sig jo ikke rette paa, at det ikke blev løitnant Wallace, som fremdeles laa syg i Christiania, men havde erholdt dannebrogskorset til plaster paa sine saar.
Men ved bordet, da brudeparrets skaal blev drukket, saa Henrikke fra alle de fine, uniformerede gjæster paa sin mand og sine mørkklædte svigerforældre, og tænkte paa Wallace og græd.
