kunde han saavidt hinke fra sovekammerset og ind til sin lænestol. Amtsphysicus Müller saa om ham et par gange, mens han laa tilsengs, men amtsphysicus var snar i vendingen og hans besøg meget korte, da Henrikke ingen forstand havde paa, at en doktor, som umagede sig til afsidesboende patienter, skulde kvikkes op lidt, f. eks. med et godt, varmt glas, især i den kolde aarstid.
Kapellan Vamberg havde ogsaa været der. Da lod Tebetmann skifte paa sig ren skjorte og nød alterens sakramente for at være fuldt rustet, ifald den endelige afgjørelse paa hans livsstrid skulde være saa nær, som han blev bange for ved at se præstens kummerfulde, gule aasyn. Tebetmann var melankolsk og høitidelig næsten en uge efter den begivenhed og gav sig selv sit æresord paa ikke mere at bande: Han forsagede sin eneste ed, og kjendte han den krible sig i struben, slugte han den med en anstrengt, vred grynten.
Wallace virkede heldigere paa ham end baade præst og doktor. Løitnanten nærede en slags uviss anger, fordi han syntes, han var aarsag i kapteinens sygdom; men disse skrupler alene drev ham dog ikke til Kjelsrud. Det indtryk, at Henrikke virkelig var vakker, var vokset til en stærk følelse hos ham, og han var forelsket.
Faderen hørte fra sin seng, at han søgte at lokke toner ud af det forstemte og skrøbelige klaver i dagligstuen, og at han sang sentimentale sange for datteren. Tebetmann grundede paa dette. Løitnanten var ikke noget udmærket parti, det maatte indrømmes. Men kunde pigen vente at gjore noget bedre? Og giftes skulde hun vel, og en standsmæssig brudgom var en sjelden fugl paa de kanter. Wallace havde sin gage — den forslog ikke stort. Men ved siden af tilflød der ham rigelig under-
