ugeneret se paa hende. Hendes haar var løsnet, og de tunge fletninger rullede ned langs de blege, bløde kinder, som viste spor af taarer, og nedover hendes bryst, hvor kjolelivet strammedes over barmen. Den lille dobbelthage var rund og fint formet. — — — — — Der var engang i Kjøbenhavn en ung, brunet dame, som hun lignede — — — — —
Der blev gløttet paa døren, og et hoved i strimmelhue tittede ind og nikkede venlig. Det var Johanne koppekone. «Jomfru Henrikke — jomfru Henrikke!» kaldte hun, og Henrikke reiste sig rask og spurgte: «Er far daarligere?» «Nei da, barn, det er likere med ham; han har faaet mælet igjen, og naa vil han sove — Du trænger slettes ikke være bange, han blir nok snart bra og frisk som en fisk.»
Henrikke sukkede lydelig; saa smilte hun straalende: «Aa, saa ræd jeg har været!»
Men løitnanten fik være saa inderlig snil og bede doktoren se did imorgen — til en betryggelse da, tilføiede konen og nikkede og forsvandt.
Wallace begyndte at sige farvel med ønsker om god bedring for kapteinen. Men Henrikke strøg forbi ham bort til ovnen. Hun huskede paa sine æblekarter. «De er rent opbrændte,» sagde hun. Saa kom hun hen til ham med en i haanden og lo mod ham med sine hvide tænder: «Vil De ikke have et alligevel?»
Han takkede.
Kaptein Tebetmann havde havt en liden «rørelse», Og det varte maaneder, før han kom sig. Henimod jul
