løitnantens brede skuldre og skarpe, markerede træk og over den hvilende unge pige. Ellers var der skymt i stuen. De hvidlakerede rococomøbler stod i række og rad rundt væggene som skimrende skygger i halvmørket. — Uveiret var stilnet. Vinden suste jevnt og underlig pibende i træerne udenfor, og regnskyllet havde givet sig.
Wallace blev døsig. Hans tanker forlod Kjøbenhavn og friede sig fra de pinlige forestillinger, som var forbundet dermed, og syslede med det nærværende. Mon Tebetmann vilde komme sig? Var han rammet af slag, eller var det kuns faldet og smerterne, som havde røvet ham bevidstheden? Stakkels Jomfru Henrikke — hun var igrunden ganske kjøn, som hun laa der og var angst for sin fader — — — — — Husholdersken, — hvad var der egentlig gaaet af hende? En havde fortalt ham noget om kapteinen og hans husholderske. Hvem erindrede han ikke. De fortalte historier og skandaler den ene om den anden alle i bygden, og pokker kunde erindre det saa nøie. — Hvad var det nu? — — Det var det, ja — salig fruen havde været meget jaloux og Berte meget net, og en dag fruen var taget til Emilienberg, vendte hun uformodet tilbage, mens kapteinen havde Berte hos sig. Da hoppede hun ud af vinduet, forat fruen ikke skulde træffe, dem sammen; men i hoppet knuste hun knæet. Hun jamrede sig ikke og slæbte sig hen til kjøkkentrappen. Der fandt de hende først silde paa aftenen, og hun blev halt bagefter. Det var det, ja — Berte havde ogsaa taget sig kapteinens tilfælde særdeles til hjerte, syntes Wallace.
Stakkels jomfru Henrikke! Hun bed sig i læben for ikke at græde, og hun var vist meget bedrøvet og angst. Hun var virkelig ualmindelig smuk — Han kunde
