været i spidsen med hævet klinge, hvis blanke staal gjenspeilede røde flammer. Ogsaa i nederlaget kunde ære og tilgivelse vindes — og han havde ikke været med. Der havde hans kammerater været. Hvorfor havde han ikke været der? — — Wallace sprang op, hans tunge ridestøvler stampede henad gulvet. Han glemte ganske, der var sygdom i huset. Ingensinde havde hans tilværelse syntes ham haabløsere, trøstesløsere. Ingensinde havde han saa bittert følt misforholdet mellem de forsyndelser, han var skyldig i, og den straf, han var dømt til. «Fanden gale — fanden gale!» mumlede han. «Krudt og blod — og kugler og slag og hug og stik — fanden gale, gale! gale!» sagde han høiere og høiere, som om han ved ord uden mening vilde kvæle og tvinge tilbage tanker, han var ræd for, og som vældede frem — —
Han kunde ha været alene en time, kanske mere. Tiden svandt hurtig, og han blev stedse ulykkeligere. Da traadte Henrikke ind med et lys i en jernstage, som hun stillede fra sig paa bordet. Berte, husholdersken, fulgte efter og sagde, at kapteinen var bedre. Johanne koppekone havde aareladt ham, og han var blevet roligere og var sovnet. Vilde løitnanten spise til aftens? — Nei tak, Berte skulde ikke bryde sig om ham. Han vilde ride hjem straks, ifald de ikke havde brug for ham. — Berte tænkte sig om: Det kunde være, Johanne koppekone skulde have bud til doktoren, kanske han vilde bie lidt endnu. Hans hest var sat ind i stalden. Dermed gik hun.
Wallace tog plads ved bordet ligeoverfor Henrikke, som havde lagt sig paa sofaen med hænderne foldet under nakken. Skjæret fra det enslige lys faldt over den marmorerede bordplades afskallede maling, over
