meren slap paraplyen bent ned og gestikulerede heftig. Wallace opfattede ikke, hvad han mente, svarede bare: «Ganske tilforladeligt! — Paa ære, det er sandt!» og galopperede væk.
Gud ved, den hast var unødig. Hvorfor havde han ikke tænkt sig om og forberedt gamle Tebetmann lidt? Men han havde været besat af sin nyhed, den havde givet ham feber og jaget ham som en ulykkens herold til Kjelsrud. Han var skamfuld over det.
I mørket og stilheden bølgede hans tanker urolig, skakede sig selv op og flakkede rastløs om, indtil de samlede sig til et stærkt, klart billede: det brændte erobrede Kjøbenhavn. Hans forældres hus med haven foran — var det jevnet med jorden? Slægtninger og venner — levede de? Steder og gader, hvortil minder om munter galskab og lykke og desperation var knyttet, var de rygende ruiner? Hans barndomshjem, hans kjæres hjem var brændt og erobret; en røver havde brudt sig ind og plyndret det, og han havde været fjernet derfra. Wallaces aand løftede sig ikke til klager over rigers skjæbne og landes nød; han fornam kun sorgen for sit eget. Men han, som havde været stolt af sin engelske afstamning, var i denne stund blot danske, med en danskes had til den fiende, der havde øvet vold mod hans fødeland. Med vellyst skulde han have myrdet enhver af sine fædres nation, som havde vovet sig inden hans rækkevidde.
Han søgte at udmale sig selve kampen, hvorledes angrebet var skeet og forsvaret ordnet, men magtede det ikke. Desto tydeligere saa han for sig, hvorledes fiendtlige batterier saaede død og fordærvelse over staden, luerne og røgen, soldaterne, som myldrede paa voldene og de modige udfald fra portene. Der skulde han have
