Side:I cancelliraadens dage.djvu/118

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bratte kast mod huset, saa det sukkede og knagede i dets morskne tømmer. Regnskyllet plaskede ustanselig.

Han var træt efter sit voldsomme ridt og satte sig ved ovnen; ilden var sluknet.

— — Paa skrivergaarden var generalmajorens expres indtruffet, som man var ved middagsbordet. Der havde været et helt selskab. Thi under den almene spænding for, hvordan den pludselige krigsfare vilde udvikle sig, tyede bygdens conditionerede did i en uklar fornemmelse af, at cancelliraaden sandsynligvis vilde erholde besked før nogen anden. Procuratoren og præsten havde overnattet der fra forrige aften, og ellers havde der været major Brager og lensmanden, som i beskedenhed havde gjort sig ærinde paa kontoret og var blevet buden ind.

Wallace saa tydelig for sig det forseglede brev i blaat omslag, som blev leveret raaden netop, da de skulde tage drammen, saa ham studse og lægge brevet fra sig paa tallerkenen, og hvorledes han derefter læste det op høit og koldt med blikket fæstet paa papiret. Der blev en larm af forvirrede, høirøstede spørgsmaal og af stole, som skjøves tilbage, idet alle flokkede sig om værten for at faa et glimt af det skjæbnesvangre brev og læse det med egne øine. Og det kunde ikke misforstaaes.

Faa minutter efter var selskabet opløst. Maden stod omtrent urørt paa bordet. Enhver ilede bort for at sprede tidenden om det utrolige videre til sine. Wallace var bedøvet af den, maatte ogsaa tale med nogen om den, fortælle den til nogen, og han havde husket paa sin trætte med Tebetmann, ladet sin hest sadle og sprængt afsted.

Ved Alm fór han forbi Orre, som spaserede sin daglige tur paa landeveien i ly af en svær paraply. Rytteren stoppede op, snudde sig og skreg til ham. Landkræm-