og satte sit navn under afskedsansøgningen. Den passerede alle vedkommende autoriteter, og omsider kom der svar tilbage, at han var entlediget i naade og med sædvanlig pension.
Pensionen ja — den kunde muligens have strukket til, dersom pengene ikke stadig var blevet slettere, dersom pensionisten havde besiddet økonomiske talenter, og dersom jorden i Kjelsrudbakkerne ikke havde været saa mager og skral, at det næsten kostede mere at drive eiendommen, end den kastede af sig.
Men pensionen skulde strække til, for kapteinen havde ikke yderligere midler, og ungdomserfaringer havde bibragt ham en skræk for gjæld. Den skulde strække til, men den vilde det ikke. Han rev sig i sit hvide, buskede haar, satte nyver og knaste i ærgrelse mundspidsen paa sin jydepibe, han vred sin lille firskaarne krop, saa det knagede i de stivnede ledemod, han krøllede og krammede de lurvede sedler mellem fingrene og bandte. Kaptein Tebetmann brugte bare en eneste ed, men den brugte han tilgavns: «Satan partere mig!» satte han i, saa gjenlyden sang i Kjelsruds store stuer, brølte det, saa tjenerne blev stille ude i kjøkkenet, messede det op igjen atter og atter, indtil han træt og svedt og udkjørt sank tilbage i lænestolen og fik den lyse idé, at pengene maatte strække til, hvis man ikke kjøbte for flere dalere end dem, man havde. Det var — Satan partere ham! — klart og en afgjort sag.
Da det princip indførtes i husholdningen, blev levemaaden tarvelig, og traktementet skulde ikke trække gjæster til huse. Og den gamle, syge kaptein blev en ensom mand. Kun leilighedsvis saa venner og kjendinger indom til ham, naar de var paa den kant alligevel, eller
