Det var ensomt hos gamle kaptein Aloysius Tebetmann paa Stor-Kjelsrud. Grunden var ikke den, at gaarden laa i en grænd for sig selv høit oppe i lien, og heller ikke den, at fruen var død; thi længe efterat hun var vandret bort, havde der været livlig nok. Men han havde havt en søn, en rigtig kjæk gut, som skulde bli militær ligesom sin fader. Sønnen artede sig vel og var allerede avanceret til løitnant, da han bukkede under for en nervefeber i Christiania.
Det var et haardt stød for kapteinen; han forvandt det aldrig, og til sorgen slog legemlige skrøbeligheder. Synet blev kleint, og podagraen blev saa slem, at han som oftest tilbragte dagen siddende i en lænestol med myge puder under de vel indpakkede fødder. Da det var kommet saa vidt med ham, indsendte Tebetmann resigneret sin afskedsansøgning. Kanske han ikke havde behøvet at gjøre det saa snart — der var endda fred og ingen fare for tvillingrigerne, og mangen en affældig stakkar af en officer beholdt sin stilling og nød sin fulde gage i aarevis, efter han var blevet udygtig til tjenesten. Men han sagde, at en krøbling ikke burde optage pladsen i hans majestæts armé til fortrængsel for dueligere folk
