Side:I cancelliraadens dage.djvu/107

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ud af sig bibelsprog og salmevers. Bernt kunde ikke begribe, hvor han havde det alt fra og blev fælen. De var begge rammede af en plage og havde begge gjort en synd, var straffedommen alt over dem? — —

Mons pegte paa stuen og jamrede: «Dæ æ itte værdt aa kjøpe aakke ku hell kælv, ve faa itte nyte dom aakkesaa — — Forbandet være alt det, jeg i denne verden eier og haver, forbandet være min jord, ager og eng, mit kvæg, mine bæster og mine faar og min ko og min gris, saa jeg aldrig af dem nyder nogen frugt eller grøde, saa at de aldrig efter denne dag trives eller lykkes for mig! Forbandet og fordømt være jeg i alt det, jeg tager mig for, fordømt med liv og sjæl! — —»

Bernt tyssede paa ham, lagde sig over ham og trykkede ham ned i lyngen, saa hans skrig stilnede. Der blev han liggende og klynke: «Stakkars kua — stakkars grisen» — til krampen var over.

De krøb jevnsides op til huset og kom sig indad døren. De famlede efter fyrtøiet, fik slaaet ild og tændt varme paa peisen. — Tobaans-Mari var der ikke; men kvældsmelken var heldt i en bunke paa bordet. Tørstig drak de af den, drak turvis til sidste draaben.

Bernt hev sig paa kjøkkensengen, Mons paa den i kammerset. De sovnede straks og vaagnede ikke før høgstdags. Bernt stod op og vilde kige ind til Mons, men han maatte støtte sig paa en stol, for benene var støle og svigtede. Da han kom saa langt, saa han broderen sidde i sengen og række tungen ud og speile sig i en stump af et gammelt speil.

Lonstueskrædderne levede i mange aar siden. De sad støt hjemme og syede og kunde slet ikke gaa om