ikke det været, at procuratoren ligesom passede paa ham med øinene, havde han aldrig gjort nogen ed. Ikke han og heller ikke bror hans. — — Det var bare djævelens paahit og udflugter at have jord i skoene, og Palmstrøm havde været den lede fristers udsending. Altid havde han igrunden tænkt det, men sligt skjønte en ikke rigtig før bagefter —
Det var græsseligt, det raaden læste op. Skal tro, det var af bibelen eller en hellig skrift? — Han var nu alt det, som blev sagt, og lige ilde var det med Bernt, bror hans.
Han huskede ordene, fordi de saa mange gange blev gjentaget for hadelændingens vidner. Han skulde som en modvillig haardnakket overtræder og synder blive straffet evindelig udi helvede, udi helvedes afgrund til evig tid, hvor slet ingen forløsning er, blive fortabt og fordømt med liv og sjæl — — — Blive svart i kjæften og paa tungen kanske ogsaa, dersom folk fortalte sandt om menederne.
Han trak benene op af vandet og krøgte sig ihop med hagen mellem knæerne. De hvide skumtapper seilede stadig foran ham. Dump fossedur bares høiere oppe fra, det suste i skogen, det skvulpede og skvulpede mod elvebredden — som en eneste lang lyd strøg det gjennem dalen, voksende og svindende, men uafbrudt, saa det stadig hørtes.
— — Ropte nogen paa ham? — Han klemte haandfladerne mod ørene og sagde enstonig pipende: «Den herre Jesus være mig paa den yderste dag en streng dommer, der mig for mine misgjerningers skyld dømmer og fordømmer med sin strenge dom til evig pine og antvorder mig helvedes bøddel ivold at pines evindelig.» —
