Mortimer, men til min overraskelse var det en fremmed, som kom efter mig.
Det var en liten, tynd mand med et stramt, glatraket ansigt, blondt haar og magre kinder, mellem tredive og firti aar, klædt i en graa dragt og med straahat. En tynd botaniserkasse hang over hans ene skulder, og i den ene haand holdt han et grønt sommerfuglenet.
„Jeg haaber, De undskylder min dristighed, doktor Watson,“ sa han, og kom andpustende hen til mig. „Her paa moen er vi likefremme folk og venter ikke, til vi er præsentert. De har muligens hørt mit navn av vor fælles ven Mortimer. Jeg er Stapleton fra Merripit-gaarden.“
„Deres net og botaniserkasse vilde sagt mig det, for jeg visste, at hr. Stapleton er naturforsker. Men hvordan kunde De kjende mig?“
„Jeg var hos Mortimer, og han viste mig Dem fra vinduet, da De gik forbi. Da vi skulde den samme vei, besluttet jeg at gaa efter Dem og forestille mig selv. Jeg haaber, at sir Henry Baskerville ikke har havt ondt av reisen?“
„Tak, han befinder sig meget vel.“
„Vi var alle bange for, at han efter sir Charles' uhyggelige død ikke vilde bo her. Det er formeget forlangt av en formuende mand, at han skal komme hit og begrave sig i en avkrok som dette sted, men jeg behøver ikke at fortælle Dem, at det er av meget stor betydning for egnen. Sir Henry nærer ingen overtroisk frygt, antar jeg?“
„Nei, jeg tror ikke det.“
