„Det er vel os selv og ikke huset, som har skylden!“ sa sir Henry. „Vi var trætte og frosne efter kjøreturen. Derfor saa vi alt i et mørkt lys. Nu, da vi har hvilt ordentlig ut, tar alt sig meget hyggeligere ut.“
„Men jeg kan ikke tro, det bare skyldtes tom indbildning,“ svarte jeg. „Hørte De ikke, at der var en, som graat og sukket inat; det var vistnok en kvinde?“
„Jo, det er merkelig, jeg indbildte mig virkelig halvt i søvne, at jeg hørte noget slikt. Jeg ventet rolig en stund, men siden hørte jeg ikke mere til det. Jeg tænkte derfor, at det kun havde været en drøm.“
„Men jeg hørte det ganske tydelig. Jeg er sikker paa, at det virkelig var en kvindes hulken.“
„Vi maa straks skaffe rede derpaa.“
Han ringte paa klokken og spurte Barrymore, om han kunde gi nogen forklaring. Det forekom mig, som om dennes bleke ansigt blev en smule endnu blekere, da han hørte sin herres spørsmaal.
„Der findes bare to kvinder her i huset, sir Henry,“ svarte han. „Den ene er bryggerhuspiken, som sover i den anden fløi. Den anden er min kone, men jeg kan svare for, at det ikke var hende, som hulket.“
Men da han sa det, talte han usandhed, for jeg møtte tilfældigvis efter frokosten fru Barrymore i den lange gang. Solen faldt like paa hendes ansigt. Det var en tykfalden kvinde, tung og træg i sine bevægelser og med et haardt, strengt uttryk
