lysvinkel fra skjermlampen. Der indfandt sig uvilkaarlig en stille, trykket stemning. En lang række av forfædre i de forskjelligste dragter fra Elisabeths tid til regenttidens stirret ned paa os og skræmte os ved sit tause selskab.
Vi talte litet, og jeg ialfald var glad, da maaltidet var over, og vi kunde trække os tilbake til det moderne billardværelse og røke en cigaret.
„Det er virkelig ikke noget særlig koselig sted,“ sa sir Henry. „Man kan vel vænne sig til det, men jeg kan ikke sige, jeg endnu føler mig helt hjemme her. Det forundrer mig ikke, at min onkel blev litt egen, naar han levet ganske alene paa et sted som dette. Hvis De ikke har noget imot det, gaar vi tilkøis tidlig iaften. Maaske vil vi kunne se saken i et behageligere lys imorgen.“
Jeg trak gardinerne tilside, før jeg gik tilsengs, og saa ut gjennem vinduet. Det vendte ut til den grønne græsplæn foran huset. Paa den anden side saaes to trægrupper, og man kunde høre, hvorledes vinden rusket og slet i kronerne. Halvmaanen viste sig i det samme øieblik i en revne i de drivende skyer. I dens kolde lys saa jeg bak trærne en brutt krans av stenknauser og den tungsindige mos lange, lave bølgelinje. Jeg trak gardinerne for med en følelse av, at mit sidste indtryk svarte til de foregaaende.
Men det var endnu ikke det sidste. Jeg var træt, men kunde ikke sove og laa og kastet mig urolig fra den ene side til den anden. I det fjerne hørtes en klokke slaa for hvert kvarter, men
