Pludselig saa vi ned i en grytelignende fordypning, fuld av forkrøblete ek- og furutrær, vredne og krummede av aarrækkers rasende storme. Over trætoppene raket to høie, smale taarne op. Kusken pekte med svøpen.
„Baskerville herregaard,“ sa han.
Dets herre havde reist sig op og stirret med rødmende kinder og straalende øine.
Nogen minutter efter var vi fremme ved porten; dens døre med de fantastiske ornamenter var av smedejern, og paa hver side stod en veirbitt, moseflekket portstolpe, prydet med Baskervillernes vildsvinehode. Portnerboligen var nu en ruin av sort granit med nøkent bindingsverk. Men like imot den saaes en ny, endnu blot halvfærdig bygning, førstegrøden av sir Charles' sydafrikanske guld.
Gjennem porten kom vi ind paa den brede vei, som førte op til hovedbygningen. Vognhjulene gled atter over nedfaldent løv, og de gamle trækroner dannet en mørk buehvælving over vore hoder.
Der gik en gysen gjennem sir Henry, da han saa opad den lange, mørke vei, ved hvis anden ende hovedbygningen lyste spøkelsesagtig.
„Var det her?“ hvisket han.
„Nei, barlindalléen er paa den anden side.“
Den unge arving saa sig omkring med et uttryk av uhygge.
„Ikke noget under, at min onkel maatte ha en følelse av, at noget ubehagelig luret paa ham, paa et saadant sted som dette. Det kan jo skræmme
