„Naar sa han det?“
„Da han gik ifra mig.“
„Sa han noget mere?“
„Han opgav sit navn.“
Holmes kastet et raskt triumferende blik hen paa mig.
„Saa han opgav sit navn? Det var ikke klokt av ham. Hvad navn opgav han?“
„Hans navn var Sherlock Holmes,“ svarte vognmanden.
Aldrig har jeg set min ven mere overvældet end ved dette svar. En stund blev han sittende i stum forbauselse. Derpaa brast han i en hjertelig latter.
„En strek, Watson, det nytter ikke at negte,“ sa han. „Jeg føler en kaarde likesaa smidig og lynsnar som min egen. Dengang tok han mig ganske nydelig ved næsen! Saa hans navn var Sherlock Holmes?“
„Ja, han sa saa.“
„Udmerket. Fortæl mig saa, hvor De traf ham, og alt, hvad der siden hændte!“
„Han ropte mig an klokken halv ti ved Trafalgar Square. Han fortalte, at han var detektiv, og han lovet mig tredive kroner, hvis jeg hele dagen vilde gjøre, som han sa, og ikke spørge om noget. Jeg var naturligvis glad til og sa straks ja. Vi kjørte først ned til Northumberland hotel og ventet utenfor der, indtil to herrer kom ut og tok en vogn. Vi fulgte efter den, indtil den stanset etsteds her i nærheden.“
