for en klage. Jeg gik like hit for i egen person at høre, hvad De har at klage paa mig.“
„Jeg har ikke nogensomhelst grund til at klage paa Dem, min gode mand,“ sa Holmes. „Tvertimot. De skal faa ti kroner, dersom De vil svare klart og greit paa et spørsmaal.“
Ja, jeg har havt en god dag og ikke været ute for noget galt,“ sa vognmanden og smilte bredt. „Men hvad var det, De ønsket at spørge mig om, min herre?“
„Først og fremst om Deres navn og adresse, om jeg skulde behøve at sende bud efter Dem igjen.“
„John Clayton, Turpey Street nr. 3. Jeg holder i nærheden av Waterloo station.“
Sherlock Holmes noterte det ned.
„Nuvel, Clayton, fortæl mig saa alt om den person, De kjørte hit klokken ti i formiddag, som bevogtet dette hus og siden fulgte efter de to herrer nedover Regent Street.“
Manden saa en smule overrasket og forlegen ut.
„Det kan vel ikke nytte mig at fortælle Dem noget; De synes jo at vite alt i forveien. Sandheden er, at vedkommende mand fortalte mig, at han var en detektiv, og bad mig, at jeg ikke maatte nævne noget om ham til nogen.“
„Dette er en meget alvorlig sak, min gode mand. Det vil blive yderst kjedelig for Dem, hvis De forsøker at skjule det allermindste for mig. De siger, at vedkommende fortalte Dem, at han var en detektiv?“
„Ja, det gjorde han.“
