„Godt, hvis De ikke hører noget andet, saa møtes vi lørdag paa Paddingtonstationen til halvelleve-toget.“
Vi havde allerede reist os for at gaa, da der lød et triumferende utrop, og sir Henry sprang bort i et hjørne av værelset og drog en brun støvle frem under et skap.
„Der er støvlen, jeg havde mistet,“ ropte han.
„Gid alle vore vanskeligheder maatte forsvinde saa let,“ sa Sherlock Holmes.
„Men det er høist merkelig,“ bemerket doktor Mortimer, „Jeg undersøkte dette værelse meget omhyggelig før lunchen.“
„Det samme gjorde jeg,“ sa sir Henry. „Jeg undersøkte hver tomme av det.“
„Der var sandsynligvis ingen støvle her da.“
„Da maa tjeneren ha anbragt den her, medens vi tok vor lunch.“
Der blev sendt bud efter den tyske opvarter; men han forsikret, at han ikke kjendte det mindste til det hele, og kunde ikke gi nogen oplysning. Et nyt led var føiet til den tilsyneladende formaalsløse række mysterier, som havde fulgt saa raskt paa hinanden. Bortset fra den uhyggelige historie om sir Charles' død havde vi i løpet av to dage oplevet en hel række av uforklarlige begivenheder, deriblandt mottagelsen av brevet, spionen med det sorte skjeg i vognen, den nye brune og den gamle sorte støvles forsvinden og nu atter den nye brunes tilbakekomst.
Sherlock Holmes kjørte tilbake til Baker Street.
