dale. De forstaar derfor, at det er mig ganske umulig at reise til Dartmoor.“
„Hvem vilde De da anbefale?
Holmes la sin haand paa min arm.
„Hvis min ven vilde paata sig det, kunde De ikke faa nogen bedre ven ved Deres side, om De kom i nød. Det kan ingen sige med større tryghed end jeg.“
Hans forslag kom som en overraskelse for mig; men før jeg fik tid til at svare, grep sir Henry Baskerville min haand og trykket den hjertelig.
„Det var meget elskværdig av Dem, doktor Watson,“ sa han. „De hører, hvad jeg er kommet op i, og De kjender jo likesaa meget til saken som jeg selv. Vil De følge mig til Baskerville herregaard og hjælpe mig gjennem dette, skal jeg aldrig glemme Dem det.“
Utsigten til eventyr har bestandig havt noget lokkende for mig, og jeg følte mig smigret ved Holmes' ord og den iver, hvormed sir Henry ønsket mit selskab.
„Jeg vil med fornøielse reise med Dem,“ svarte jeg. „Jeg vet ikke, hvorledes jeg kunde anvende min tid bedre.“
„Og saa vil De sende mig nøiagtige beretninger. Naar det kommer til en krise, som jeg forutsætter, det vil komme, vil jeg gi Dem nærmere ordre om, hvad De skal gjøre. Jeg antar, at alt vil være færdig til lørdag.“
„Er det beleilig for doktor Watson?“
„Udmerket.“
