„Det kan jeg ogsaa. Derfor antar jeg, at skjegget var falskt. En flink mand har ved et slikt forehavende kun bruk for skjeg, naar ansigtstrækkene skal skjules. Kom med ind her, Watson.“
Han gik ind paa et visergutkontor, hvor han blev hjertelig mottat av chefen.
„Jeg ser, Wilson, at De ikke har glemt den lille sak, hvori jeg var saa heldig at kunne hjælpe Dem?“
„Vist ikke. De frelste mit gode navn, kanske mit liv.“
„Nei, snille ven, nu overdriver De. Tar jeg ikke feil, havde De blandt Deres gutter en ved navn Cartwright, som viste sig at være meget flink.“
„Jo han er her fremdeles.“
„Kunde De sende bud efter ham? Tak. De vilde ogsaa gjøre mig en tjeneste, hvis De kunde veksle denne pengeseddel for mig.“
En fjortenaarsgammel gut med et lyst, skarpt ansigt havde straks indfundet sig, da chefen kaldte paa ham. Han stod nu og betragtet med dyp ærbødighed den berømte detektiv.
„Laan mig adressekalenderen; tak!“ sa Holmes. „Her har vi navnene paa tre og tyve hoteller, alle i nærheden av Charing Cross. Ikke sandt, Cartwright?“
„Jo, hr. Holmes!“
„Vil De gaa indom dem allesammen?“
„Ja.“
„De kan begynde med at gi portneren en krone i drikkepenge. Her har De tre og tyve kroner.“
