Jeg er fuldkommen tilfreds med Deres selskab, dersom De kan nøie Dem med mit. De gjorde forresten klokt i at gaa. Det er en deilig formiddag.“
Han paaskyndte sin gang, indtil avstanden mellem os og dem var indskrænket til det halve. I en avstand av hundrede alen fulgte vi efter dem gjennem Oxford Street og ned gjennem Regent Street. Et øieblik stanset de og gav sig til at betragte utstillingen i et vindu. Holmes gjorde straks likedan.
Et minut efter undslap der ham et litet utrop av tilfredshed, og da jeg fulgte retningen av hans ivrig stirrende blik, saa jeg, at en vogn med en mand i, som havde holdt paa den anden side av gaten, nu kjørte langsomt nedover igjen.
„Det er vor mand, Watson! Kom her. Vi vil ialfald se ham ordentlig, om vi ikke kan gjøre mere.“
Jeg opdaget i det samme gjennem vognvinduet et ansigt med et busket, sort skjeg og et par gjennemtrængende øine rettet like paa os. Den lille klaf blev øieblikkelig aapnet, og der blev sagt noget til kusken. Vognen kjørte derpaa i sterk fart nedover Regent Street.
Holmes saa sig ivrig omkring efter en anden vogn, men der var ingen ledig i nærheden. Uten at betænke sig trængte han sig gjennem folkemængden og gav sig til at springe efter vognen; men denne havde allerede et altfor stort forsprang, og det varte ikke længe, før den var ute av syne.
„Se der!“ ropte Holmes, medens han pustende
