mere om, hvad der foregaar paa moen, end vi,“ sa doktor Mortimer.
„Og,“ tilføiet Holmes, „som om vedkommende ikke er ildesindet mot Dem, siden han advarer Dem mot faren.“
„Aa, det kan vel være, at vedkommende av visse grunde vil ha mig væk.“
„Det er nok mulig. Jeg er Dem meget forbunden, doktor Mortimer, fordi De har sat mig ind i denne sak, som virkelig frembyder mange interessante sider. Men det praktiske spørsmaal, som vi først maa avgjøre, sir Henry, er, om det er raadelig for Dem at ta til Baskerville herregaard?“
„Hvorfor skulde jeg ikke det?“
„Det kan være farlig.“
„Mener De, at faren kan komme fra denne slegtsdæmon eller fra noget menneskelig væsen?“
„Det er det netop, som vi maa se at bringe paa det rene.“
„Det faar være, hvad det være vil. Min beslutning er fattet. Der er ingen djævel i helvede, hr. Holmes, og der findes ikke noget menneske paa jorden, som kan forhindre mig fra at vende tilbake til min egen slegtsgaard. Det er mit endelige svar.“
Sir Henrys mørke øienbryn trak sig sammen, og ansigtet blusset sterkt, medens han talte. Det var klart, at Baskervillernes heftige temperament ikke var utslukt hos denne deres sidste ætling.
„Men,“ tilføiet han, „Jeg har endnu ikke havt tilstrækkelig tid til at tænke over alt, som De har fortalt mig. Det er ikke saa let at træffe en av-
