„Sprunget for hvad?“
„Ja, det er netop spørsmaalet. Der er tegn, som tyder paa, at manden var aldeles forstyrret av skræk, før han endog begyndte at springe.“
„Hvordan kan De sige det?“
„Jeg antar, at det, som fremkaldte hans rædsel, kom imot ham over moen. Hvis det var saa, og det synes mest sandsynlig, kunde blot en mand, som ikke længere var sig selv mægtig, ha sprunget fra huset istedenfor til det. Dersom hestebytterens forklaring skal tages for god, sprang han efter hjælp netop til den kant, hvor der var mindst utsigt til at faa den. Og hvem ventet han paa den aften, og hvorfor ventet han derute paa veien og ikke heller hjemme i sit eget hus?“
„De tror altsaa, at han ventet paa nogen?“
„Manden var noget tilaars og svak. Det er forklarlig, at han vilde ta sig sig en aftentur. Men det var sølet og raat, og veiret temmelig ugjestmildt. Er det da rimelig, at han skulde blive staaende fem eller ti minutter, som doktor Mortimer med større praktisk sans, end jeg skulde ha tiltænkt ham, sluttet fra cigarasken.“
„Men han pleiet jo at gaa ut hver aften.“
„Jeg anser det meget usandsynlig, at han stod og ventet ved grinden der hver aften. Tvertimot er det klart, at han undgik moen! Men den aften ventet han der. Det var aftenen, før han skulde reise til London. Saken begynder at forme sig, Watson! Den begynder at hænge sammen. Ræk
