indom Bradley og bede ham sende op et pund rigtig sterk tobak? Tak! Hvis det faldt Dem beleilig, vilde jeg helst De ikke kom hjem før til aftens; men da skulde det være meget morsomt at sammenligne vore indtryk av denne høist merkelige sak, som morgenen har bragt os.“
Jeg visste, at min ven fremfor alt trængte ro og ensomhed ved slike leiligheder, hvor alle hans tanker var helt optat av den ene sak, medens han gransket alt, som kunde lede paa et spor, opstillet forskjellige muligheder, avveiet den ene teori mot den anden og gjorde sig op en mening om, hvad der var væsentlig, og hvad der var uvæsentlig. Jeg tilbragte derfor dagen i min klub og vendte først ut paa aftenen tilbake til Bakerstreet.
Klokken var næsten ni, da jeg atter indfandt mig i vor dagligstue.
Mit første indtryk, da jeg aapnet døren, var, at der var utbrutt ildebrand, for værelset var saa fyldt med røk, at lyset fra lampen paa bordet saaes som gjennem en taake. Men jeg blev straks beroliget, da jeg kom ind. Det var røk av rigtig sterk, simpel tobak, som rev i halsen, saa jeg maatte hoste. Gjennem røken skimtet jeg saavidt Holmes, iført sin slobrok; han havde lagt sig bekvemt tilrette i en lænestol med pipen i munden. Flere ruller med papir laa strødd omkring ham.
„Er De blit forkjølet, Watson?“ spurte han.
„Nei, det er bare denne giftige luften.“
„Ja, den er vist adskillig tyk nu, da De nævner det.“
